København har altid været ramme om Lauras Illeborgs sange.

Som en af de få i sin generation gjorde hun byen hun levede i og de mennesker, der levede i den til ramme om sin meget personlige og ofte minimalistiske tekster.

På sine plader er hun gået ind i sin tid, som den så ud fra Komapganistræde, Christianshavn, eller hvor hun end befandt sig. Hun har skrevet om det nære, om mænd, der kom og gik, om børn, om savn og kærlighed og om eksistens.

Som datter af kvindekampsgenerationen har hun ført spørgsmålet om pige og kvindeliv ind i en mere personlig sfære. En sfære der handler om valg og fravalg, og som sådan blev hun et talerør for en generation af bevidste piger.

Den nordiske tone præger mange af hendes sange, men kærligheden til amerikanske sangskrivere, som Jackson Browne, Rickie Lee Jones og Ryan Adams er tydelig.
Kombinationen af enkel popmusik og underfundige tekster er altid blevet vel modtaget af pressen, der ofte har udnævnt hende, som Danmarks fineste representant på sit felt.

Hun er umiskendelig sin egen. Hvor mange kunstnere har svinget som vindbøjtler i en for dansk musik usikker tid, har Laura været sig selv og sin smag tro.

Lauras musikalske verden er den nære, den vedkommende. Appellen i hendes sange er ofte stærkt personlig. Sarkasmen er aldrig vrængende. Teksterne kan være selvransagende, som hos Tove Ditlevsen eller spillende med sproget som hos Halfdan Rasmusen.